I en gammel historie, som forfatteren og analytikeren Clarissa Pinkola Estés har gjort berømt i sit værk om kvinders instinktive natur, bor der en gammel kvinde ude i ørkenen. Hun samler ben, især ulveben, og når hun har samlet et helt skelet, synger hun over det, indtil det rejser sig, får pels, ånder, og løber ud mod horisonten. Og et sted derude, i det øjeblik hvor måneskin og morgenrøde mødes, forvandles den løbende ulv til en leende, fri kvinde.
Historien hedder La Loba, ulvekvinden. Og hun er ikke en myte om noget derude. Hun er en myte om noget derinde, i dig.
Hun er ikke gået tabt, hun er begravet
Det er den bedste nyhed, jeg ved: din vilde kvinde er ikke væk. Hun er ikke død. Hun er begravet, under år af "vær sød," "fyld ikke for meget," "tag dig sammen," "vær nem." Hun er stadig dernede, med alle sine ben intakte, og hun venter bare på nogen, der vil synge over hende, indtil hun rejser sig igen.
Det, vi kalder "vild," her handler ikke om kaos, eller om at smide alt overbord og flytte til en yurt. Det handler om noget langt enklere og langt sværere: at være forbundet til sin egen instinktive viden. At vide, hvad du vil, før du spørger nogen om lov. At mærke, hvad der er sandt, før du redigerer det til noget mere spiseligt for rummet.
Sådan blev hun tysset ned
Ingen af os blev født tamme. Vi blev tæmmet, langsomt, kærligt, af mennesker der selv var blevet tæmmet før os. Hver gang du lærte, at din vrede var for meget, din krop for tydelig, din stemme for høj, dine grænser for besværlige, blev endnu et lag lagt hen over hende. Ikke af ondskab. Af overlevelse, både din og deres.
Men det, der blev lært, kan læres om igen.
Sådan begynder du at synge over hende
Du henter hende ikke hjem ved at læse mere om hende. Du henter hende hjem ved at genoptage kontakten til kroppen, naturen, cyklusserne, og de gamle praksisser, kvinder har brugt i årtusinder til at blive mindet om, hvem de er.
Det kan være så enkelt som at følge månens faser i stedet for kun kalenderens datoer. Det kan være at holde en sten i hånden og mærke jorden, den kom fra. Det kan være at tænde et lys og sige en sandhed højt, du normalt ville sluge. Hver lille handling er en tone i sangen, der langsomt kalder hende tilbage.
Hvis du vil begynde et sted, er månens rytmer et smukt sted at starte, eller lad ritualerne vise dig vejen, et skridt, en fase, en sten ad gangen.
Hun har ventet tålmodigt. Hun render stadig rundt derude, et sted mellem måneskin og morgenrøde, og hun kommer hjem, hver gang du synger.